Som med af Børn, Fritid og Kulturudvalget er jeg jævnligt i kontakt eleverne ude på skolerne, og naturligt nok, så spørger jeg gerne ind til, hvad der er godt i skolen. Simpelthen fordi jeg er nysgerrig på, hvordan det er at gå i skole i Dragør. Hvad er motiverende og spændende for eleverne? – og hvor bør vi måske sætte ind for at styrke tilbuddene og rammerne?
Det, eleverne nævner som noget positivt og givende for dem, er fleksdage og udeskolekonceptet. I Dragør kommune har vi i flere år haft tradition for at flytte undervisningen ud af klasselokalet, fordi der sker noget magisk, når læringen sker på nye og spændende måder i andre rammer end i klasselokalet.
Giver sammenhold og trivsel
I Dragør har vi et udeskoleteam på tværs af de tre skoler. Teamets opgave er at understøtte og udvikle udeskolekonceptet i samarbejde med lærere, pædagoger og kulturinstitutioner i Dragør Kommune.
Eleverne kvitterer med, at de oplever et øget sammenhold i klassen, når man gør noget, der er anderledes end den vanlige klasseundervisning. Helt konkret har de oplevet, at de skulle samarbejde med andre klassekammerater end dem, de sædvanligvis plejer at være sammen med, når der skulle løses en opgave. Eleverne fortæller os gladeligt, at de oplever, at alle kan noget forskelligt, har forskellige meninger og holdninger til, hvordan en given opgave kan løses – og det i sidste ende er meget givende for alle i klassen og dermed også sammenholdet og fællesskabet.
Vi skal turde investere
Vi har i Dragør Kommune satset stærkt på udeskole, og vi har de seneste år investeret i nye udendørs læringsområder og forløb, der foregår uden for klasselokalet. F.eks. Det Maritime Hus på havnen og Kongelundsfortet, der benyttes til mange aktiviteter af skolerne. Store Magleby Skole har fået nye læringstrapper i skolegården, og Dragør skole har fået forskønnet deres skolegård med en ny pergola og plantekasser. Senest har Nordstrandskolen budt ind med en moderne udendørs fitnessbane, der bliver etableret mellem gymnastiksalen og legepladsen. Banen kommer til at fungere som et alsidigt træningsområde, der både kan bruges til træning og fri leg. Der er hentet elementer fra parkour til banen, hvilket giver eleverne mulighed for at udfordre deres balance, styrke og smidighed på en sjov og sikker måde – igen noget der kan bruges i undervisningen.
Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre, forbedre og tænke ud af boksen. Ikke alle børn lærer ens, og det er essentielt, at vi sender læring på så mange kanaler som overhovedet muligt – her tænker jeg primært på de fire læringsstile: Auditiv, visuel, taktil og kinæstetisk. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast og styrker udeskolekonceptet – ligesom vi skal turde at gøre tingene anderledes end traditionel tavleundervisning. Det vil jeg fortsat arbejde for, hvis jeg bliver genvalgt ved kommunalvalget.
Trine Søe
Medlem af kommunalbestyrelsen & Børn, Fritid og Kulturudvalget
Konservative


