Det kan være en kæmpe omvæltning at blive forældre, uanset om det er første eller anden eller flere gange, man prøver at stå med en lille ny baby. Vidste du, at i Dragør kommune er det faktisk muligt at få et besøg af sundhedsplejersken inden, at barnet bliver født. Det kan være, at man har spørgsmål eller bekymringer, der vil være relevante at dele og få afklaret inden fødslen. Sundhedsplejerskerne kan også hjælpe med råd og vejledning i forhold til, når barnet er født, og man står i den nye rolle som forældre.
Dragør Sundhedspleje holder åben konsultation på torsdage kl. 14-15, og du finder dem i Sundhedsplejens grønne pavillon, Kirkevej 7 (lige ved Dragør Rådhus). Du kan også finde dem her på Facebook
Fortsætter gennem skoletiden
Dragørs skoler har også sundhedsplejersker ude på skolerne, der følger børnene i forhold til højde/vægt, syn, trivsel og så har de en vigtig opgave i at være rådgivende i forhold til hygiejne, sundhed og pubertet/seksualitet. Sundhedsplejerskerne arbejder tværfagligt med klassens lærere og er en del af de enkelte skolers ressourceteam. Ressourceteamet består af repræsentanter fra skolens ledelse, lærere, psykolog og en fra kommunens børneteam som mødes og drøfter problemstillinger, som kan opstå for enkelte børn eller klasser.
Tidlig indsats er vigtigt
Sundhedsplejersken er altså et vigtigt bindeled mellem familien, daginstitutioner, skole og praktiserende læge. For mig er det vigtigt, at vi i Dragør kommune arbejder med tidlig indsats og sundhedsfremmende tiltag frem for behandling. Tidlig indsats for børn handler om at give den rette hjælp og støtte så tidligt som muligt. F.eks. når et barn viser tegn på mistrivsel eller risikerer at komme i en udsat position. Det er nemlig bedre at forebygge, så problemerne ikke udvikler sig og vokser.
Og så synes jeg vil skal hylde Dragørs sundhedsplejersker, der brænder for at gøre en forskel i arbejdet med børn, så de får en god start på livet.
Trine Søe
Medlem af kommunalbestyrelsen for De Konservative
Medlem af Børn, Fritid og Kulturudvalget


