Om mig

Mit navn er Trine Søe, og jeg er 46 år gammel. Oprindeligt kommer jeg fra Aarhus, dog har jeg boet på Nordstranden i Dragør sammen med min mand Allan siden 2007 – og jeg elsker at bo i Dragør. Sammen har vi Tippe på 11 år, der går i 5. klasse på Nordstrandskolen. Det var netop forholdene på børne- og skoleområdet, der fik mig til gå ind i politik. Helt konkret var jeg træt af, at der sad politikere uden børn i institutionerne og skolerne, der traf vigtige beslutninger, der havde store konsekvenser for børnene i deres hverdag. Det ville jeg gerne ændre, og ved kommunalvalget tilbage i 2021 opnåede jeg valg til kommunalbestyrelsen.

Til daglig arbejder jeg som Fagansvarlig i Banedanmark, hvor jeg tilrettelægger uddannelse og efteruddannelse af stationsbestyrere i hele Danmark. Jeg sørger for og dokumenterer, at vores uddannelser overholder den danske og europæiske lovgivning. Sikkerhed og sikkerhedsledelse fylder rigtig meget i min hverdag.

Jeg er selv uddannet stationsbestyrer og har stadig en vagt eller to om måneden, hvor jeg styrer togtrafikken ind og ud af Københavns Hovedbanegård. Det kræver et godt overblik, evnen til at samarbejde og prioritere samt træffe de rette beslutninger. Erfaringer jeg bringer med mig ind i arbejdet i kommunalbestyrelsen, hvor jeg prioriterer et godt og konstruktivt samarbejde på tværs af uenigheder og partier. Det er en sejr for mig, når vi har landet et bredt flertal bag en budgetaftale eller en politik på eksempelvis børne eller ældreområdet.

Det laver jeg i min fritid

I min fritid bruger jeg tid ombord på vores sejlbåd “Bacon”, som vi bruger til tursejlads. Båden er en Jeanneau Sun Odyssey 39DS. Jeg holder meget af at bruge tid på havnen, og i sæsonen er vi ofte mere i båden end i huset. Jeg elsker at sejle, fordi man bliver stimuleret mentalt og fysisk på samme tid, og så får man bare de fedeste oplevelser i naturen.

Derudover kan jeg lide at lave mad og bage. Holder meget af at fordybe mig med diverse udfordringer i køkkenet. Hvis det ikke skal handle om mad, tog eller sejlbåde, så kan jeg lide at rejse. Favoritdestinationerne er Grækenland og USA – og vi kan bedst lide at rejse afsted på ferie uden alt for mange planer. Så opstår der nemlig muligheder undervejs, og nogle gange også udfordringer..

Derfor er jeg konservativ

Jeg er konservativ, fordi jeg tror på vigtigheden af, at vi tager et ansvar både for os selv og for vores medmennesker. Familien er det stærkest og vigtigste fællesskab, vi har – og det skal vi værne om. Taler vi på et helt overordnet plan, så skal staten være stærk nok til at regulere den hæmningsløse kapitalisme, der snyder i skat og ingen hensyn tager til miljø eller mennesker. Men staten må aldrig blive så stor og omfattede, at den begrænser den personlige frihed eller fratager mennesker det personlige ansvar. Det er så fin, men meget vigtig balance.

Derfor stiller jeg op til kommunalvalget

Jeg kan ikke lade være med at involvere mig lokalt, hvilket også gør, at jeg genopstiller til kommunalvalget tirsdag den 18. november 2025. Jeg er nemlig langt fra færdig med at gøre Dragør Kommune til et bedre sted at bo – men jeg får behov for din hjælp. Jeg håber, at du vil stemme personligt på mig – nummer 3 på den konservative liste. Til gengæld lover jeg at gå til opgaven ydmyg, men dedikeret og engageret. Jeg vil kæmpe for, at Dragør kommune skal være et godt sted at bo og leve – uanset alder. 

Har du spørgsmål, eller ønsker du at få uddybet nogle holdninger, er du meget velkommen til at kontakte mig her.

De bedste hilsner

Trine Søe

Exit mobile version